Bookmark and Share     Sitemap
Ubudne gæster
 
Vi har på det seneste oplevet nogle tyverier - og bestyrelsen opfordrer alle til at være opmærksomme og følge nedenstående råd.
 
Nedenstående er hentet Fra Factum2

Hvert eneste år får tusindvis af danskere besøg af ubudne gæster. Ja, næsten hver 3. dansker har til stor irritation på et eller andet tidspunkt i deres liv oplevet indbrud eller forsøg på indbrud i deres hjem. Det er en ubehagelig overraskelse, som vi alle helst vil være foruden.

Men med enkle og simple midler kan du faktisk gøre en del for at sikre dit hjem, når du ikke er hjemme. Derfor har vi samlet nogle gode råd til dig om, hvad du kan gøre for bedst muligt at sikre dit hjem.

Gør det svært at komme ind

  • Udskift dine låse, hvis de er gamle eller nemme at bryde op.
  • Sørg for, at alle vinduer er grundigt tilhaspede.
  • Og besværliggør tyvenes flugtveje ved at have låse på indersiden af dørene – tyvene undersøger nemlig ofte mulige flugtruter.

Få det til at se ud, som om nogen er hjemme

  • Tænd gerne lyset i et par værelser, når du forlader hjemmet om aftenen. Udendørs belysning alene er ikke nok, fordi det er meget tydeligt, at huset er tomt, når der er mørkt indenfor.
  • Brug tænd- og slukure, når du er bortrejst.
  • Lad evt. en radio være tændt, når du er ude.
  • Undgå at fortælle på Facebook eller lignende, at du er bortrejst – du ved aldrig, hvem der læser med.
  • Lav aftaler med dine naboer om fælles nabohjælp. Dine naboer kan fx tømme din postkasse, fylde affald i din affaldspose, slå din græsplæne, parkere sin bil foran dit hus og hænge vasketøj op på din tørresnor.

Pas på dine værdier
Skulle uheldet være ude, kan du alligevel godt gøre noget for at beskytte dine værdier på forhånd.

  • Sørg for, at de værdifulde ting ikke er synlige udefra.
  • Mærk evt. dine værdigenstande. Hvis du gør det, har tyven sværere ved at sælge dem.
  • Anskaf dig evt. en værdiboks til opbevarelse af smykker og andre værdifulde ting.

Vejledning om indbrudssikring
Energistyrelsen har – i samarbejdet med Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut – udarbejdet en vejledning med gode råd om indbrudssikring af private hjem. Vejledningen gennemgår forhold i og omkring boligen, som du skal være særligt opmærksom på – herunder yderdøre, låse, nøgle, hængsler, beslag og udsatte vinduer.

Du gør derfor klogt i at læse vejledningen, inden du og din familie tager på sommerferie (men også som en generel sikring i hverdagen), så du er så godt forberedt som muligt.