Bookmark and Share     Sitemap

Referat den 9. august 2015

 
Referat
Bestyrelsesmøde
Søndag den 9. august 2015
Kl. 15.00 – 17.00
 
Tilstede: Steen, Erik, Jens, Jacob, Michael, John og Trine
Afbud: Ingen

1) Gennemgang/justering af program:
Alle var enige om, at dagsordenen ser fin ud.

2) Opfølgning på referater
30. maj 2015: Ingen bemærkninger
21. juni 2015 (generalforsamlingen): Ingen bemærkninger

3) Økonomi:
Underskrift på DB formularer:
Bestyrelsesmedlemmerne underskrev formularen.
Status vedr. indbetalinger (kontingent):
52 grundejere ud af 84 har betalt kontingent. (Sidste år havde 44 grundejere betalt på nuværende tidspunkt).
Trine udsender reminder-meddelelse til alle grundejere. Ved næste rykker vil der blive pålagt rykkergebyr.

4) Velkomstbrev:
Udkast til velkomstbrev blev drøftet. Trine retter til i overensstemmelse med bestyrelsens bemærkninger.

5) Status på trappen:
Opdatering – aktivitetsplan:
Erik redegjorde for trappeudvalgets besigtigelse og overvejelser vedrørende trappen. Trappeudvalget vil gå i gang med at etablere trappen i løbet af efteråret. Pælerammeren kommer, så snart han har tid.
Stadig intet svar fra Fonden til Beskæftigelse af Ældre Pensionister i Naturen.

6) Status på vejene:
• Vedligeholdelse udført/planlagt – efterår 2015: Erik gennemgik det af vejudvalget udførte arbejde (3 asfaltområder lavet og betalt). Der er afsat ca. 40.000 kr. til vedligeholdelse i år.
• Afvanding – plan: Erik redegjorde for planerne. Vejudvalget vil starte ved FY17, hvor vandet fra vejen løber ned på grunden og ned i kælderen (sommerhus med fuld kælder). En graver vil komme og fritlægge det eksisterende dræn ved grunden, hvorefter der vil blive taget stilling til næste skridt.
Det næste afvandingsprojekt vil blive ved LY 34B, hvor der formentlig skal graves en faskine ned.
Bestyrelsen drøftede mere generelt vand på vejene. Vejudvalget vil tage en runde for at se nærmere på asfaltkanterne og på, om der skal gøres noget ved det græs fra rabatterne, der er vokset ud over asfalten.

7) Bestyrelsesaktiviteter for det kommende år:
• Forslag til intensivering af nuværende aktiviteter:
Bestyrelsen finder helt overordnet, at der skal gøres mere ud af vores stier. Vejudvalget vil tage dem en for en, efterhånden som der er tid til det. Eventuelt skal der laves en fælles arbejdsdag for alle medlemmerne af grundejerforeningen.
• Forslag til nye aktiviteter:
John foreslog, at bestyrelsen henvender sig til kommunen angående maling af busskuret ved Fyrvangen. Endvidere ville det være fint at gøre kommunen opmærksom på manglende vedligeholdelse af cykel/gangstien på Nakkehoved Strandvej. Det kunne også være dejligt med markeringspæle ved indkørslen til Fyrvangen.
Bestyrelsen drøftede, om det er en overvejelse værd at få ophævet ensretningen på Fyrvangen, idet dette vil give en stor slidtage-besparelse, som vil få vejene til at holde længere. Bestyrelsen ville tage dette spørgsmål under nærmere overvejelse på et senere tidspunkt og eventuelt forelægge spørgsmålet på generalforsamlingen.

8) Bemanding og tovholdere af udvalg og evt. andre aktiviteter:
Vejudvalg: Steen og Erik samt som assistent Jakob.
Trappeudvalget: Jakob, Ejvind, Charles, Gert, Børge og Erik Olsen og Erik. Formand er Ejvind, og Jakob er kontaktperson til bestyrelsen.
Steen vedligeholder hjemmesiden.
Vores officielle hjemmeside bliver ikke brugt særlig meget – mest af ejendomsmæglere i forbindelse med salg. Vores officielle mailadresse bliver heller ikke brugt flittigt. De fleste bestyrelsesmedlemmer bruger deres private mailadresser også vedrørende henvendelser til håndværkere mv. på grundejerforeningens vegne. Dette er det mest praktiske.

9) Eventuelt: Steen sender forslag ud til årets bestyrelsesmøder.

Ref. TB, FY 49